Fast fashions indvirkning på beklædningsarbejdere

d. July 14, 2022

Mode- og beklædningsindustrien er blandt ​​de mest arbejderafhængige industrier, fordi hvert enkelt stykke tøj skal håndteres manuelt i en lang forsyningskæde. 

Én ud af seks af verdens arbejdstagere er ansat i mode- og beklædningsindustrien, og et flertal af disse er kvinder. Dette gør industrien til et feministisk tema, når man tager konsekvenserne af at ansætte så mange kvinder på et ureguleret arbejdsmarked i betragtning.

Hvert år sælges og købes titusinder af milliarder af nyt tøj globalt. En undersøgelse fra McKinsey og Company viste, at forbruget steg med 60% alene mellem 2000 og 2014. I 2030 anslås det, at modeindustrien vil forbruge ressourcer svarende til to jordkloder, og efterspørgslen efter tøj forventes at stige med 63%. For at imødekomme efterspørgslen på fast fashion evigt skiftende sæsoner er mode, som vi kender den, i stigende grad blevet afhængig af lavprisarbejde. 

I løbet af årtierne har modeindustrien truffet et bevidst valg om at flytte sin arbejdskraft til asiatiske lavindkomstlande som Bangladesh, Indien, Kina, Vietnam og Filippinerne. Her rekrutteres primært kvindelige fabriksarbejdere på grund af asiatiske kvinders sociale og økonomiske sårbarhed.

De barske realiteterne
Krænkelser af arbejdstagerrettigheder er mere reglen end undtagelsen i fast fashion-industrien. Og selvom ekstrem fattigdom rammer både mænd og kvinder, så har kvinder færrest muligheder for at slippe ud af fattigdom. De er ofte ude af stand til at organisere sig og tale som en gruppe, enten på grund af kulturelle normer eller strenge anti-fagforeningspolitikker på arbejdspladsen. 

Historier fra fabrikker i Bangladesh, fortæller bl.a. om kvinder med blærebetændelse på grund af manglende toiletpauser og ledere, der tvinger kvinder til at tage p-piller. Den lave løn forstærker problemerne ligesom mangel på barselsorlov, utilstrækkelig sanitet og seksuel chikane på arbejdspladsen.

En Oxfam 2019-rapport viste, at 0% af beklædningsarbejdere i Bangladesh og 1% af vietnamesiske beklædningsarbejdere ikke engang tjente nok til at dække helt basale livsnødvendigheder. Dette forhindrer dem i at have et sikkerhedsnet i form af opsparing, mens de leder efter alternativ beskæftigelse. 

Ofte er kvinderne tvunget til at lade deres døtre, helt ned til 10 års alderen, starte på fabrikken for at hjælpe med at brødføde familien, fordi én løn er utilstrækkelig. At være fanget i denne cyklus øger risikoen for at kvinder bliver udsat for seksuelt misbrug, fordi de ikke kan risikere tab af indkomst ved at rapportere uredelighed. 
En ud af fire beklædningsarbejdere i Bangladesh beretter om seksuel misbrug til Oxfam.

Er boykot løsningen?
Er løsningen på misbruget, at boykotte tøj lavet i lavindkomstlande af fast fashion beklædningsarbejdere? 

Det vil være en dårlig løsning at fjerne alle jobs i modeindustrien fra lavindkomstlande og dermed muligheden for en masse kvinder i  at forsørge sig selv. Ved at forbedre kvinders adgang til økonomiske ressourcer kan arbejdet i modeindustrien være et værktøj til empowerment i stedet for udnyttelse.

Ifølge UNDP er en af ​​de mest effektive strategier i international udvikling at lægge penge direkte i hænderne på kvinderne. 

For hver kvinde, der løftes ud af fattigdom, vil hun bringe syv andre mennesker med sig over fattigdomsgrænsen. 

God udvikling anerkender, at kvinder ikke mangler viden eller færdigheder; de har bare mangel på kontanter.

Beklædningsfabrikker kan vælger at tilbyde tilstrækkelig løn og fleksibilitet til et afbalanceret privat- og arbejdsliv, og dermed tage det første skridt mod at forbedre kvinders status og opfylde FN’s mål for bæredygtig udvikling.

Deloitte Access Economics-rapporten fra Oxfam i 2017 påviste, at ved at betale en fair leveløn til hele forsyningskæden i fast fashion industrien, kun vil øge detailprisen på en beklædningsgenstand med 1%. Tilsvarende fandt forskerne Hall og Wiedmann ud af, at ved at øge prisen på tøj fremstillet i Indien med i gennemsnit 20c pr. genstand, ville det være tilstrækkeligt til at løfte alle indiske beklædningsarbejdere ud af fattigdommen.

Vigtigheden af ​​at styrker kvinders frigørelse og empowerment
Kvinder driver allerede broderparten af ​​globale virksomheder og udgør størstedelen af ​​modeindustrien, selvom deres arbejde i øjeblikket er ureguleret eller aflønnet med 50% af mænds løn. Der er en oplagt mulighed for at give arbejderne større ejerskab over de kompetencer, som virksomheder er så ivrige efter at skaffe ved at sikre, at kvinder, især farvede kvinder, forfremmes til lederroller og inkluderes i beslutningstagning, der vedrører deres levebrød og velvære.

Dem, der i øjeblikket er ansat i branchen, ved allerede, hvordan de skal drive deres virksomheder og forstår, hvad arbejderne har brug for. At betale en leveløn, sørge for passende balance imellem arbejds- og privatliv, betalt orlov og sikre strenge sikkerhedsregler på arbejdspladsen er alle gode begyndelser.

Der findes eksisterende virksomheder, der behandler deres ansatte med værdighed og fair løn, såsom Dorsu i Cambodja og Mayamiko i Malawi. Disse virksomheder udfordrer myten om, at slavelønforretningsmodellen er den eneste måde at være profitabel på.

SKRIV EN KOMMENTAR

emærk venligst, kommentarer skal godkendes, før de offentliggøres


TILBAGE TIL TOP